Prowelding i magasinet Faktuelt

Prowelding i magasinet Faktuelt

 

Man kan aldrig få for mange dæksler i ordrebogen. Det mener Jesper Gindler, som er indehaver af og administrerende direktør for virksomheden Prowelding i Herning. Her handler det om aluminium og rustfrit stål. ”Alt der ikke har noget med entreprenør- og landbrugsmaskiner at gøre”, som direktøren formulerer det.

Men ellers er der ingen smalle steder i indtaget af ordrer i smedefirmaet med 22 år på bagen.

”Vi laver hovedsagelig produkter til drikkevand. Altså det rene vand. Men også dæksler til forsyningsselskaber og andet til spildevand. Indtil videre er det det rene vand, der fører. Men vi vil meget gerne lave meget mere til spildevand”, lyder det fra Jesper Gindler.

Han er uddannet rustfri smed, og der var lidt midtjysk hygge over det, da Jesper Gindler i 2002 lagde grunden til virksomheden.

 

Fra Isenvad til Ikast og Herning

”Der skulle ske et eller andet, men mest på hobbyplan. Så jeg fik et momsnummer. Siden har jeg levet af hobbyen, som startede i et værksted på 110 kvadratmeter. Min allerførste kunde hyrede mig på fuld tid til at lave noget indenfor drikkevand, og han er stadig kunde”, fortæller han.

Virksomheden blev født på en ejendom i Isenvad fire-fem kilometer syd for Ikast. Der blev løbende behov for udvidelser, og omkring 2015-2016 begyndte Jesper Gindler for alvor at ansætte folk.

Efter Isenvad skiftede Prowelding til andre lokationer i Ikast et par gange, før Jesper Gindler i 2017 rykkede teltpælene op og flyttede firmaet til Sandagervej ikke langt fra det store messecenter i det sydvestlige Herning.

 

Renoverer bygværker

”På kloakfronten leverer vi en del dæksler til Herning Vand og Silkeborg Forsyning. Vi er ved at renovere mange bygværker for Herning Vand, hvor vi tilpasser de eksisterende huller. Men vi har også rodet med planforzinkede vejbanedæksler i galvaniseret stål. Vi vil gerne for alvor ind i energisektoren med galvaniseret stål”, siger Jesper Gindler.

Det er primært vandværker, der er på kundelisten, når der svejses rustfri rørføringer. Det er folk og maskiner hos Prowelding skarpe til. Fabrikken kan svejse rør til diameter 500 mm.

”Vi har helt klart slået vores folder med det rene vand og slet ikke nok med spildevand. Det skal vi til at have mere gang i. Vi har faktisk grej til at lave alt in-house, både rør, dæksler og andet”, forklarer Prowelding-chefen.

Herning-virksomheden har 12 mand på lønningslisten til at udføre alskens opgaver med produktfremstilling, underleverancer og montage indenfor vandværker, industri, transport, procesanlæg og altså blandt andet også forsyningsselskaber.

Du kan læse artiklen ved at klikke på billedet øverst

Felt